I juledagene 1910 morede den tyske meteorolog Alfred Wegener sig med at studere et verdensatlas. De farverige sider ledte ham på sporet af sit livs videnskabelige opdagelse: teorien om kontinentaldrift. Han lagde mærke til, at kontinenternes omrids lod til at passe sammen – ligesom brikkerne i et gigantisk puslespil.
“Ser Sydamerikas østkyst ikke ud til at passe præcis med Afrikas vestkyst, som om de engang hang sammen?” skrev Alfred Wegener til sin forlovede Else. “Denne idé må jeg forfølge”.

På trods af, at meteorologen ikke havde den store erfaring eller viden inden for geologi, brugte han de næste mange år på at indsamle beviser, der kunne understøtte hans idé. Resultatet blev en revolutionerende teori om, at Jordens kontinenter tørnede sammen og trak sig fra hinanden i den geologiske fortid – sejlende omkring på et underjordisk hav af tyktflydende sten.

© UniversalImagesGroup/Getty Images

300 mio. år siden

Ifølge Alfred Wegener var superkontinentet Pangæa intakt på dette tidspunkt.

© UniversalImagesGroup/Getty Images

50 mio. år siden

Efterfølgende delte superkontinentet sig i store stykker.

© UniversalImagesGroup/Getty Images

1 mio. år siden

Stykkerne drev fra hinanden – og de bevæger sig fortsat.

Tro flytter kontinenter

På Alfred Wegeners tid mente størstedelen af videnskaben, at jordkloden aldrig havde været udsat for større forandringer siden skabelsen. Det var muligt, at mindre landmasser var blevet presset sammen til bjergkæder – eller blevet trukket i havet af geologiske kræfter – men kontinenterne blev, hvor de var.

Alfred Wegener vidste derfor, at hans kontroversielle teori om vandrende kontinenter ville kræve håndfaste beviser. Derfor begravede han sig i geografiske, geologiske, palæontologiske og klima­videnskabelige værker, alt imens han levede et hektisk liv som meteorolog. Wegener havde på det tidspunkt allerede arbejdet på et russisk observatorium i Arktis i en periode, og han havde rejst med Danmarks-ekspeditionen til Grønland, hvor han målte temperaturer og vindhastighed, studerede skyer, is og nordlys og sendte vejrballoner til vejrs.

Wegeners frygtløshed og mange opdagelser gjorde ham til en vidt respekteret
meteorolog i sin samtid. De studerende ved universiteterne i Tyskland og Østrig holdt meget af den tynde, ranglede mand med det alvorlige ansigt og den høje pande, fordi han gerne krydrede de vindtørre forelæsninger med spændende anekdoter fra sine arktiske ekspeditioner. Men tyskerens kærlighed til det kolde nord skulle senere koste ham livet og sætte en stopper for udbredelsen af hans mest omdiskuterede opdagelse.

Se kontinentene vandre rundt på kloden over milliarder av år

Jorden blev mindre og koldere

I sin søgen efter beviser på sin kontinentaldriftsteori læste Wegener, at forskere havde fundet næsten identiske fossiler af 250 millioner år gamle dyr og planter i Vestafrika og i Brasilien.

Opdagelsen vakte Alfred Wegeners ufravendte interesse. Til gengæld rystede han opgivende på hovedet af bogens forklaring på fænomenet. Ifølge bogen havde jordkloden i fortiden været større og varmere, og kontinenterne forbundet af lange landtanger. Kloden skrumpede imidlertid, efterhånden som kernen kølede ned, og med tiden var skorpen blevet rynket som et æble. Processen fik nogle landmasser til at hæve sig, hvilket betød, at landtangerne styrtede i havet.

Størstedelen af de forskere, der beskæftigede sig med Jordens forhistorie, godkendte teorien om landtanger mellem kontinenterne. Men Alfred Wegener afviste den pure. Han pegede på, at det nyligt opdagede fænomen “radioaktivitet” havde vist sig at være en effektiv varmekilde for planeten. Hvis radioaktivitet afholdt kloden fra at køle ned, var den heller ikke i færd med at skrumpe – og det udelukkede, at landtanger over hele verden skulle være forsvundet i havet.

2.400 års teorier om Jorden

Den historiske opfattelse af, hvordan Jorden har fået sit udseende, har ændret sig drastisk gennem de sidste 2.400 år. Men så løste en tysk meteorolog gåden.

Cirka 400 f.Kr.

I filosoffen Platons dialoger om Kritias og Timaios beskriver han, hvorledes øen Atlantis synker i havet. Selv om Platon formodentlig selv har opfundet begivenheden, bygger han den på en samtidig formodning om, at havet faktisk har opslugt landmasser i fortiden.

© Marie-Lan Nguyen

Omkring 1600

Den britiske filosof Roger Bacon (1561-1626) påpeger, at de to kontinenter Afrika og Amerika tilsyneladende passer sammen som et par puslespilsbrikker. Han forsker imidlertid ikke i, hvilken betydning denne observation kan have.

År 1644

Den franske filosof René Descartes foreslår, at et indre og ydre lag af sten dækker Jordens overflade. Imellem de to stenlag flyder et tykt lag havvand.

© Album/Ritzau Scanpix

1700-tallet

Den franske videnskabsmand George Leclerc påstår, at Jorden indvendigt ligner en bikube med enorme grotter og huler. Når overfladen køler ned og revner, strømmer havvand ned i grotterne, så landmasser kommer til syne.

År 1788

Den skotske amatørgeolog og landmand James Hutton præsenterer en teori om, at tryk og varme fra Jordens indre har skubbet en del af havbunden op og skabt kontinenterne. Hutton regnes som grundlæggeren af den moderne geologi.

År 1812

Den franske forsker Georges Cuvier foreslår, at kontinenterne er blevet formet af naturkatastrofer, stormfloder og vulkanudbrud. Tilhængere af teorien peger blandt andet på fundene af komplet konserverede mammutter, der stadig har mad i munden. Fundene i den sibiriske permafrost viser, at dyrene blev begravet i et mudderskred.

År 1846

James D. Dana er sin tids førende geolog. Han slår fast, at Jorden ikke har forandret sig siden skabelsen. Kontinenterne og havene har altid været dér, hvor de er, og dér vil de altid blive.

© Library of Congress

1915

En undren over, at Afrikas og Sydamerikas kyster så ud til at passe sammen, bragte Wegener på sporet af en revolutionerende teori. Alfred Wegeners kontinentaldrifts-teori forklarer, hvordan planetens kontinenter flyder på en tyktflydende masse af underjordisk sten, og at Jorden derfor er blevet ommøbleret gennem den geologiske fortid. Ifølge Wegeners teori hang alle kontinenter oprindeligt sammen i superkontinentet Pangæa. Kontinentets skorpe brød imidlertid op for 250 mio. år siden, og det splittede den vældige landmasse i mindre kontinenter. Siden har kontinenterne skiftet form og beliggenhed, og med tiden har de fjernet sig fra hinanden. Wegener kaldte denne bevægelse for “kontinentaldrift” og underbyggede den med flere videnskabelige opdagelser. Blandt andet sammenlignede han egne målinger fra Grønland med gamle målinger, som antydede, at Grønland bevægede sig vestpå. Desuden påpegede han, at fund af tropiske fossiler i polaregne og spor efter gletsjere i Indien beviste, at kontinenterne havde haft en helt anden beliggenhed i fortiden.

© Bettmann/Getty Images

1930'erne

Forskere måler havbundens tykkelse vha. chokbølger fra eksplosioner og tager boreprøver. Oceanskorpen viser sig at være tyndere end forventet, og fossilernes alder tyder på, at havenes bund næppe er mere end 200 millioner år gammel.

1950'erne og frem

Godt 20 år efter Alfred Wegeners død i 1930 viser studier af Jordens magnetfelt, at polerne har haft andre positioner i fortiden. Fysikerne Patrick M.S. Blackett, Edward Bullard og Stanley Keith Runcorn indsamler store mængder data, der viser, at Alfred Wegener havde ret. Det er især opdagelsen af Den Midtatlantiske Højderyg og visheden om, at havbundenes skorper er fundamentalt forskellige fra kontinenternes, der giver teorien vægt. Med den nye viden vinder Wegeners latterliggjorte teori endelig anerkendelse. For med de nye opdagelser har videnskaben fået svar på de spørgsmål, som selv Wegener ikke kunne svare på.

© Popperfoto/Getty Images

Palmer dukkede frem under isen

Kort efter fangede et andet interessant fund Wegeners opmærksomhed. Han erfarede, at geologer havde fundet 65 millioner år gamle forstenede rester af træer på den arktiske norske ø Spitsbergen. Overraskende nok voksede den slags træer kun i tempererede områder.

Endnu større var forbløffelsen i videnskabsverdenen, da geologerne fandt spor af tropiske palmer i endnu dybere lag. Palmefossiler på en arktisk ø fik forskerstanden til at gnide sig i øjnene. Men Alfred Wegener undrede sig ikke – opdagelsen passede som hånd i handske med hans teori.

I 1915 udgav Alfred Wegener værket “Die Entstehung der Kontinente und Ozeane” – kontinenternes og oceanernes oprindelse. Bogen gemte på den komplette version af kontinentaldriftsteorien. Den beskrev, at alle landmasser i en fjern fortid var samlet i et superkontinentet, han kaldte Pangæa. For 250 millioner år siden brød skorpen op og splittede det enorme kontinent. Stykkerne vandrede langsomt væk fra hinanden, og deres bevægelser fortsætter den dag i dag.

Bog fik hård kritik

Den rebelske bog blev modtaget med hårde ord fra starten. I 1918 refererede en højt respekteret østrigsk klimaforsker sarkastisk til den “febersyge galmandssnak fra folk med dårlige eksempler på skorpesygdom i bevægelse og omvandrende polar-pest”. Fem år senere tordnede den britiske geolog Philip Lake mod teorien foran en stor forsamling af fagfæller i London. Lake advarede mod, at Wegener “ikke søger sandhed; han advokerer for en sag og er blind for alle fakta, som taler imod den”.

Med andre ord forbrød Alfred Wegener sig mod den uskrevne regel om, at en forsker aldrig burde favorisere en teori – heller ikke forskerens egen. Da Wegeners bog udkom på den anden side af Atlanten i 1920'erne, mødte han endnu hårdere modstand. I 1926 trådte 13 højtstående videnskabsmænd frem for at diskutere Wegeners kontinentaldriftsteori ved en konference i New York. Alfred Wegener deltog ikke selv og slap for at opleve lynchstemningen i salen. En franskmand mente, at teorien var “en stor poets drøm: Man prøver at omfavne den og opdager, at det, man har i sine arme, blot er en smule røg eller damp”.

En ansat ved universitetet i Chicago sagde, at Wegeners teori “tager sig særlige friheder med vores klode og er mindre bundet af mærkelige, grimme fakta end de fleste andre rivaliserende teorier”.
Endelig kaldte formanden for de amerikanske filosoffers sammenslutning slet og ret kontinentaldriftsteorien for “komplet forbandet råddenskab”.

Wegener lagt for had

I dag kan det undre, hvorfor Wegener og hans teori blev hånet og forfulgt så voldsomt. For i starten af 1900-tallet godtog videnskaben ellers ofte teorier, der ikke var underbygget.

Nogle historikere forklarer det med, at Wegener præsenterede sin teori i en skarpt opdelt videnskabelig verden. De fleste forskere anså det som uhørt, at en meteorolog blandede sig i geologernes arbejde. Oven i dette var Alfred Wegener fra Tyskland. En nation, der mindre end 10 år før havde været amerikanernes og briternes dødsfjende under 1. verdenskrig.

Andre historikere har peget på, at Wegeners teori kolliderede med datidens uskrevne forsker-regler: Videnskaben mente, at den enkelte forsker selv skulle samle sine fakta. En videnskabsmandkunne bruge årtier på observationer, inden han overhovedet turde foreslå blot en forsigtig hypotese. Wegener havde derimod lånt flittigt af andre forskeres opdagelser. Sidst, men ikke mindst, lader det til, at mange frygtede Wegeners teori, fordi den udfordrede alt, hvad de hidtil havde troet og bygget deres karrierer på.

Geologen Rollin T. Chamberlin satte over for sine kollegaer ord på frygten på en konference i New York i 1926 med ordene: “Hvis vi skal tro Wegeners teori, må vi glemme alt, vi har lært i de sidste 70 år, og begynde forfra”.

Kort efter udbruddet af 1. verdenskrig udgav Alfred Wegener et værk, der chokerede den videnskabelige verden.

© AWI

Omkom på indlandsisen

Modstanden mod Wegeners teori var så voldsom, at ideen om kontinentaldrift blev begravet i flere årtier. Fire år efter den fjendtlige konference i New York rejste Alfred Wegener med en ekspedition til Grønland for at studere jetstrømme. Men en usædvanligt hård vinter med vilde snestorme og temperaturer på 52 minusgrader tvang mændene til at overvintre på indlandsisen. De måtte amputere frosne, sorte tæer med lommeknive, og da slædehundenes forsyninger slap op, dræbte de i desperation nogle af dem og fodrede resten af hundespandet med kødet.

Alfred Wegener fejrede sin 50-års fødselsdag i november med en smule tørret frugt og chokolade. Dagen efter vandrede han af sted med en grønlandsk hjælper i håb om at nå frem til en bemandet station, hvor de kunne skaffe medicin og mad. Ingen så nogensinde de to i live igen. Den grønlandske hjælper blev aldrig fundet, mens en patrulje fandt Wegeners lig 12. maj 1931. Tyskeren lå begravet under sneen indhyllet i soveposer og rensdyrskind. Hans grav var markeret med to ski. Patruljen konkluderede, at den storrygende meteorolog var død af overanstrengelse. Hans lig blev efterladt i sin iskolde grav under den grønlandske sne.

Teori blev anerkendt efter 40 år

Efter Alfred Wegeners død blev hans teori afvist igen og igen, fordi ingen kunne forklare drivkraften bag kontinenternes
bevægelse. Hvis planetens nederste lag opførte sig som en slags flydende stenmasse, ville den ikke være stærk nok til at flytte eller hæve landmasser.

Men i 1960'erne væltede en bølge af nye forskningsresultater op fra havbunden, fra magnetfelter og fra jordskorpen. Opdagelserne af enorme plader, som bar kontinenterne og oceanerne, fik adskillige forskere til at genkalde sig Wegeners gamle teori. Og inden for få år accepterede næsten alle forskere endelig en justeret udgave af Alfred Wegeners kontinentaldriftsteori.

Bevegelser i jordens tektoniske plater kan leses av i klippeformasjoner.

© Shutterstock

Status i dag: Kontinenter har danset i 3,2 milliarder år

Geologene er enige om at tektoniske plater skyver kontinentene rundt. Inntil nylig har forskerne imidlertid ikke visst akkurat når platene begynte å bevege seg. Men nå har geologer fra Curtin University i Australia analysert kjemiske endringer i lavasteiner og funnet en dato: Jordens tektoniske plater satte seg i bevegelse for 3,2 milliarder år siden og begynte å skape den verden vi kjenner i dag.